De tider er forbi, hvor tatovering kun var trendy blandt sømænd.
Erik Reime ejer tatoveringsbutikken Kunsten på Kroppen i hovedstaden. Men lige nu tatoverer han et bronzealder-solhjul på skulderen af en mand i et sommervarmt telt i Sagnlandet Lejre. Solen bager ned udenfor, og familier flokkes for at se på. ”Er det en rigtig voksentatovering? Øv,” lyder det fra et barn, der godt kunne tænke sig en flot dekoration som souvenir.

Erik har levet af tatovering siden 1985, hvor han gik i lære hos Tato-Svend i Nyhavn, Strandgade 9. Lærepladsen var frugten af et helt års traven omkring fra den ene tatovørbutik til den næste. ”Man kunne ikke sådan lige komme i lære hos en tatovør,” forklarer hans kone, Anita, der er glaskunstner.

Men selvom 13 procent af danskerne i dag har en tatovering, kan Erik ikke genkende billedet af, at tatovering er mainstream. Tværtimod. Tatovering er stadig tabubelagt, mener han. ”Du skulle prøve at sidde her en hel dag og høre de kommentarer, folk kommer med: ”Jeg skal eddermame aldrig ha’ en tatovering. Det er dog forfærdeligt!”” forklarer han, mens han lægger sidste hånd på værket.

”Tatovering har ikke noget med mode at gøre. Tatovering er antimode – det er et urinstinkt. De ældste mumier, der er fundet, har tatoveringer. Alle mennesker har trangen til at få en tatovering – det er bare ikke alle, der har opdaget det endnu,” siger Erik, mens kunden forlader teltet med nydekoreret skulder.

Fra roser og hjerter til kunsten på kroppen
I dag tegner Erik kundernes ønsker direkte på huden, før han begynder at tatovere. Han er anerkendt, har vundet mange priser og er optaget i Billedkunstnernes Forbund.

Men da han selv begyndte i lære i 1985, blev der set endnu mere skævt til tatovering end i dag. Udvalget af motiver var smalt.  ”Det var efter stencil. Det var yderst sjældent, at man fik en specielt tegnet tatovering,” forklarer Erik, der selv befæstede sin kærlighed til tatovering med ”en helt banal drage” efter stencil.

Samtidig blev branchen stadig anset for at være broget. Mange tatovører drak en øl eller flere i arbejdstiden, og Eriks læremester, Tato-Svend, kunne godt finde på at ryge en koger, mens han tatoverede.

Alligevel var Svend en af tidens dygtigste tatovører. Faktisk var han så dygtig, at nogle konkurrenter tilbød hans udlejer 100 000 kroner for at smide ham ud af hans butik. Den gik ikke. Udlejeren, en velstående ældre dame fra Østerbro, var chokeret over metoderne og solgte hele Strandgade 9 til Tato-Svend for et symbolsk beløb. Der ligger butikken den dag i dag.

Dengang forlod kunderne tit butikken med en lille rose eller et rødt hjerte. Men Svend var ambitiøs. ”Det skulle være i orden – også selv om det bare var en lille rose,” husker Anita.

I løbet af firserne blev tatovering langsomt mere anerkendt. Ny inspiration udefra vandt indpas, og tatovørerne eksperimenterede med tribal-motiver.

I dag er de tider for længst forbi, hvor tatovering bare var en lille rose på anklen. Kunderne vil have unikke motiver, og mange drømmer om at få en hel ryg tatoveret. ”Det bliver mere og mere udfordrende at være tatovør. Kunderne kræver mere og mere,” siger Erik, mens næste kunde sætter sig til rette i teltet for at få tegnet et motiv på armen før tatovering.

Erik tegner en drage og skriver navnene på kundens børn – Frida og Freya – i runer, før han holder spejlet op, så kunden kan se med.

Erik har ikke noget bud på, hvor mange der vil lade sig tatovere fremover. ”Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Altså, jeg skal jo leve af det, men om flere eller færre får en tatovering, det interesserer mig overhovedet ikke,” siger han.

Selv mener han, at når flere får en tatovering end for 50 år siden, skyldes det, at vi i dag kan vise krop. Men muligheden for at få et unikt motiv betyder også noget.

”I dag viser vi kroppen frem. Og så opdager vi, at hov – der mangler noget! Men selvfølgelig har vi også et meget større udsyn end for 100 år siden. Tv, internet, rejser – vi kan hente inspirationen mange flere steder,” forklarer Erik.

Ved siden af ham i teltet er hans assistent, Patricia Campos, fordybet i arbejdet med at dekorere en kundes fod med en fugl.

Tatovering fra kitsch til kultur
Uden for teltet sidder Lars Villadsen og synger middelaldersange. Det er Erik, der har prydet hans arme med vikingemotiver og dekoreret hans skuldre med Odins ravne, Hugin og Munin. Men hans kærlighed til tatovering går endnu længere tilbage end venskabet med tatovøren.

Faktisk fik Lars, der i dag er 52 år, sin første tatovering som tolvårig. ”Det var en køkkenbordstatovør. Han satte bare nålen i, ” forklarer han.

To år senere fik Lars tatoveret et rødt hjerte med ordet MOR indeni. Det fortrød han senere. Men Erik nægtede at dække hjertet med en ny tatovering. ”Ikke tale om, at han ville. Det kunne jeg jo ikke forstå: Hvad er problemet? Jeg er kunden – jeg har pengene – du er tatovøren?”, husker Lars i dag.

Men Erik stod fast. ”Han sagde: For det første er det jo retro. Det er kulturhistorie. Der er næsten ingen, der får lavet sådan et hjerte mere. For det andet er det jo en beslutning, du har taget på et tidspunkt i dit liv. Den må du stå ved,” forklarer Lars.

Lars Villadsen får andet end sol på armene om sommeren. Foto: Louise Lamberth, Tekstfokus

Han overgav sig. I stedet for at dække hjertet fik Erik lov til at tatovere livstræet Ygdrasil fra nordisk mytologi udenom det. Nu hænger hjertet som en moden frugt mellem træets grene. Under træet står i runeskrift: ”Som Ygdrasil står hun i altings midte. Lars satte runerne.”

Historien om hjertet vandt også hans mors hjerte for tatovering: ”Hun kunne ellers ikke fordrage mine tatoveringer. Hvorfor skulle man ødelægge sin krop … men da hun hørte den historie, begyndte hun at se på dem på en ny måde,” siger Lars.

Derfor fik Erik lov at farve hjertet op, da hans mor døde. I dag står det så rødt og flot, som da han fik det for 38 år siden.

Men livstræet med hjertet er ikke bare et minde om en mor. Det er også symbol på tatoveringens udvikling gennem de sidste årtier: fra roser og hjerter til unikke motiver, ofte med historisk inspiration – fra kitsch til kulturhistorie.